Historien

Skabt med ildhu, tålmodighed og respekt for godt håndværk

Historien om Solrød Lakrids er en fortælling om passion for godt håndværk. Den begynder med et ønske om at skabe en lakrids på den svære, traditionelle måde med den ægte lakridssmag, som vi kender fra naturen.

Respekten for det gode håndværk fik grundlægger Bent Nybo ind med modermælken. Som barn af en mor i delikatessebranchen, lærte han fra barnsben, hvor meget forståelse for produktionsmetoder, håndværk og tålmodighed betyder for kvaliteten og velsmagen af det endelige produkt. På baggrund af denne forståelse opbyggede Bent den populære restaurations- og cateringvirksomhed Nybo’s i Solrød.

Selv om madeventyret var en succes, spøgte en anden drøm hos restauratøren – nemlig drømmen om at bruge sin indsigt i samspillet mellem håndværk, kvalitet og smag til at producere en lakrids med en enestående smag af naturens råvarer. Drømmen lod sig ikke ignorere, og i 2021 skød Bent lakridseventyret i gang, med alverdens eksperimenter hjemme i køkkenet.

Ti måneder, flere hundrede kilo lakrids og utallige prøvesmagninger senere stod Bent Nybo med et produkt, han var stolt af. Tålmodigheden havde betalt sig, for resultatet levede op til ønsket om at give hver enkelt bid så meget naturlig lakridssmag som overhovedet muligt – en uforfalsket og ærlig smag af gode råvarer og en naturlig, upoleret konsistens med et blødt bid, som smelter på tungen og udvikler sig i munden.

Borgerne i Solrød og omegn forelskede sig hurtigt i lakridsen, som selvfølgelig skulle have navn efter hjembyen.I dag forhandles Solrød Lakrids i delikatesseforretninger, specialbutikker og livsstilsbutikker i hele landet, samt på vores webshop.